De tre oppositionspartier, de Radikale, SF og socialdemokraterne måtte her til formiddag forlade Statsministeriet med bøjede nakker.
Der bliver nemlig ikke en afstemning om to af de danske EU-forbehold den 23. marts, lyder beskeden fra regeringen og Dansk Folkeparti.
DF's leder, Pia Kjærsgaard, betegnede efter mødet oppositionens forslag om en afstemning i marts som et mediestunt.
"Man havde vel ikke forestillet sig, at det her mediestunt, som de tre partier kommer med, bare ville få statsministeren til at sidde derinde og sige, ' øhh, hvilken dato, var det i marts? Jamen det gør vi da'. Det er ren varm luft og spil for galleriet," siger Pia Kjærsgaard til Christiansborgs samlede pressekorps i Statsministeriet.
I regeringsgrundlaget står der ellers, at forbeholdene skal sendes til folkeafstemning i denne regeringsperiode, men det gør ikke det store indtryk.
"Der er ikke noget, der haster i forhold til forbeholdene," slår Kjærsgaard fast.
Forslagsstillerne er naturligvis skuffede over den blanke afvisning.
"Jeg synes, statsministeren var meget negativ i den her sag. Jeg havde håbet, at vi i det mindste fik en tak for at opføre os så konstruktivt i forhold til regeringens eget regeringsprogram. Men den tak faldt ikke på nogen måde," siger Helle Thorning-Schmidt, socialdemokraterne og oppositionens leder. Hun er tilføjer, at hun faktisk savner Anders Fogh Rasmussen i forhandlingslokalerne.
Men var det ikke naivt og tro, at regeringen ville lade oppositionens diktere en afstemningsdato?
"Næh, egentlig ikke. Sådan synes jeg normalt, det er, når folk får det opfyldt, som de gerne vil have. Og når nogle så oven i købet er så behjælpelige, som vi har været hér, så burde man jo glædes. Især her op til jul," siger SF's leder Villy Søvndal til Newspaq.
Statsministeren vil først her til middag give sin kommentar til sagen. Men de øvrige partier forklarer, at der lige nu ikke er udsigt til yderligere møder.
Dermed tyder alting på, at en folkeafstemning om rets- og forsvarsforbeholdet endnu en gang er skudt til gevaldigt hjørne af de politiske beslutningstagere.
Samtidig står det klart, at hverken Dansk Folkeparti eller SF stadig ikke er klar til en afstemning om det mest omdiskuterede forbehold - Euroen.