EU har besluttet at slække på en del af sine sanktioner mod Syrien, så det bliver muligt at eksportere olie fra områder under oppositionens kontrol.
Samtidig får EU-lande lov til at investere i og sælge udstyr til oliebranchen i oppositionens områder.
Formålet er ifølge beslutningen, der er truffet på EU-udenrigsministrenes møde i Luxembourg, at støtte "humanitære formål, at genskabe normalt liv, opretholde et grundlæggende serviceniveau, genopbygning og normal økonomisk aktivitet".
Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) sagde forud for beslutningen, at han håber, den vil være med til at sikre, at den sekulære del af oppositionen kommer til at stå stærkere.
- De steder, hvor de har kontrollen, vil de kunne anvende nogle af pengene til service til mennesker i form af sundhedstilbud, i form af infrastruktur eller hvad det måtte være.
- Det vil alt andet lige give oppositionen en større legitimitet, at de er i stand til - i de områder, de behersker - at forsyne folk med basale serviceydelser. siger Søvndal.
/ritzau/