En stor stemme har sunget for sidste gang. Jazz- og gospelsangerinden Etta Cameron døde torsdag i en alder af 70 år.
Sangerinden sov ind efter længere tids kræftsygdom.
Familien har forsøgt at holde det ude af medierne, fordi hendes store internationale familie skulle have besked først, fortæller hendes søn Steven Andre Cameron til B.T.
"Vi er hårdt ramt, og lige nu har vi brug for at fordøje det, siger han til avisen.
Etta Cameron kom til Danmark i starten af 1970'erne, og blev med årene en af de stærkeste fortalere for gospel - især da det endnu ikke var så populært herhjemme. Rigtig folkeligt kendt blev hun, da hun var dommer i tv-programmet 'Scenen er din.'
Etta Cameron besad en række offentlige hverv, og var derudover også ridder af Dannebrog.