Hvor det tidligere har været den camerounske målsluger, der har været målet for kritikken, er det nu Eto’o, der tager bladet fra munden og skyder med skarpe bemærkninger mod sin træner Frank Rijkaard og holdets ubestridte stjerne Ronaldinho, som blandt andet har beskyldt angrebsmakkeren for ikke at give sig nok for holdet.
Det er åbenbart mere, end den gode Samuel Eto’o vil finde sig i, for han mener absolut, at han ikke har gjort noget forkert.
»At fortælle på en pressekonference, at jeg ikke ønskede at spille, er en opførsel for en skidt person. De kan sige, hvad de vil, men jeg har altid opfyldt mine forpligtelser over for mine holdkammerater.
»Hvis I virkelig vil vide, hvad der skete, så skal I spørge Rijkaard. Jeg er ikke tvunget til at give en forklaring til nogen. Jeg vil kun forklare mig over for klubben, hvis de beder mig om det,« siger Eto’o ifølge Eurosport.com.
Hvorvidt sagen omkring Eto’o udspringer af en større krise i klubben står i øjeblikket hen i det uvisse, men den Barcelona-venlige avis Sport har for nylig påstået, at der ingen problemer var internt i klubben.