Kosovo har erklæret onsdag for national sørgedag.
Det sker for at mindes USA's tidligere præsident George H.W. Bush, som bliver opfattet som en allieret med de etniske albanere i den tidligere serbiske provins.
Kosovo, som er lidenskabeligt proamerikansk, flager med amerikanske flag foran mange regeringsbygninger og virksomheder for at vise taknemmelighed over for den amerikanskledede Nato-intervention, som hjalp provinsen med at løsrive sig fra Serbien i 1999.
Onsdag - på dagen for begravelsen af George Bush, der døde 30. november - flages der på halv over hele landet, oplyser præsident Hashim Thacis kontor.
- Det er et udtryk for statens og borgernes respekt for hans bidrag til Kosovos frihed, hedder det.
På dagen er en stor del af undervisningen i Kosovos skoler tilegnet Bush.
- Bush har været engageret hver eneste gang med at styrke Kosovos sag i det internationale samfund, siger Kosovos undervisningsminister i en pressemeddelelse.
I 1990'erne var Bush og hans administration meget tidligt interesseret i de etniske albaneres situation i Kosovo, hvor de blev marginaliseret af det serbiske styre.
Hans regering var vært for kosovoalbanere i Washington, og i 1992 advarede han Serbiens daværende leder, Slobodan Milosevic, om, at USA ville svare igen militært, hvis serbiske soldater indledte en krig i Kosovo.
Mindre end et årti senere brød en krig så reelt ud i Kosovo mellem serbiske styrker og etnisk albanske partisaner.
I 1999 tvang Nato med luftangreb Serbien til at trække sig tilbage, hvorved den væbnede konflikt var afsluttet. Dermed var der også banet vej for Kosovos uafhængighed.
Det var efterfølgeren for George Bush i Det Hvide Hus, Bill Clinton, som var USA's præsident under Natos bombardementer i Kosovo.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP