Konflikten i Somalia fik endnu et nøk mod en regulær borgerkrig, da etiopiske tanks fredag morgen buldrede mod fronterne i landet.
»Jeg blev vækket i morges af den voldsomme lyd af tanks. Jeg vågnede og så etiopiske tanks på vej mod byen Daynunay,« fortalte Abdullahi Ali fra regeringsbyen Baidoa til Reuters.
Også andre øjenvidner rapporterer om flere etiopiske tanks, der har sat kursen mod Daynunay, hvor regeringens militærbase ligger.
Kampene i Somalia begyndte for alvor, da de islamiske militsers deadline til de etiopiske soldater i landet udløb tirsdag. Etiopien støtter den svage, somaliske regering, der er blevet isoleret i regeringsbyen Baidoa af de islamiske militser. Mange somaliere hilser islamisterne velkommen, fordi de har formået at skabe fred og tryghed i et land, hvor borgerkrig og naturkatastrofer hører til hverdagen.
Mange internationale observatører frygter, at krigen i Somalia vil brede sig til hele Afrikas Horn.