Otte lejligheder i en bygning på Vestergade i Aarhus er blevet evakueret på grund af nedstyrtningsfare.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Over de seneste dage er der konstateret revner i etagedæk, ydervægge og trapper, og i dag kom der en byggesagkyndig til stedet, siger indsatsleder Johnny Damgaard hos Østjyllands Brandvæsen til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Han meddelte, at han ikke havde lyst til at opholde sig derinde. Vi blev kontaktet, og så blev bygningen evakueret.
Bygningen ligger på Vestergade 69 i det centrale Aarhus, hvor der er otte lejligheder og to cafeer.
Umiddelbart bag ejendommen finder man en byggeplads på en grund, hvor det tidligere hovedbibliotek i Aarhus var placeret, og det er formentlig det byggeri, som er skyld i revnerne i huset på Vestergade 69.
100 meter af Vestergade er spærret for al trafik frem til i morgen.
- Både fodgængere, cyklister eller biler må finde en alternativ rute, siger indsatsleder Johnny Damgaard til TV2 ØSTJYLLAND.
Blandt beboerne på Vestergade 69 er et kollektiv med unge mennesker.
- Det er helt surrealistisk. Jeg har ikke kunnet sove de sidste par nætter. Der er drysset puds ned fra loftet, og jeg har ikke kunnet lukke min dør, fordi væggene har flyttet sig, siger 25-årige Nicolaj Kjær fra kollektivet til TV2 ØSTJYLLAND.
Han bor i et kollektiv sammen med nogle venner, og de har den seneste uge fulgt med i ændringerne i bygningen.
- Der kom revner i lofte og vægge. Det blev værre og værre i løbet af ugen. Der har været folk fra kommunen og byggepladsen for at se på det, men i dag gik der kun en time, fra de kom på besøg, til vi blev evakueret, siger Nicolaj Kjær til TV2 ØSTJYLLAND.
De 28 personer, der er tilmeldt adressen, skal genhuses - i første omgang på et hotel.
Cafe Mellemfolk og Hos Anton, som ligger i bygningens underetage, er også evakueret.
TV2 ØSTJYLLAND