Ritzau
Opdateret kl. 06:40
En syv etager høj bygning er mandag styrtet sammen i Kenyas hovedstad, Nairobi. Årsagen til bygningskollapset kendes endnu ikke.
Det er også uvist, hvor mange personer der befandt sig i bygningen, men myndighederne oplyser til nyhedsbureauet Reuters, at mindst 15 personer savnes.
Et øjenvidne ved navn Kamau Mwangi oplyser til den kenyanske avis The Star, at beboerne i bygningen blev evakueret af politifolk ved 19-tiden mandag aften.
Det skete, efter at bygningen havde vist tegn på at kunne falde sammen.
- Men nogle folk sneg sig tilbage for at hente ejendele, før bygningen gav efter. Vi har ikke været i stand til at undersøge det, men vi mener, at nogle personer kan være fanget (i murbrokkerne, red.), siger Kamau Mwangi.
/ritzau/