En kun et år gammel pige omkom torsdag - sandsynligvis af et hedeslag efter have siddet i en parkeret bil.
Det oplyser Nordsjællands Politi til TV 2.
Pigens 24-årige far havde efterladt hende i sin bil foran sin arbejdsplads i Lyngby. Og da han kom ud ved 15.30-tiden sad hun livløs inde i bilen.
En ambulance blev tilkaldt, men det lykkedes ikke at genoplive pigen.
Det er ikke mere end en uge siden, at et lignende dødsfald fandt sted i den belgiske by Haasrode. Her mistede en 11 måneder gammel baby livet efter dehydrering og varme.
Faren til babyen i Belgien havde glemt at aflevere sit barn i vuggestuen. Han var i stedet kørt direkte til arbejdet, hvor han parkerede sin bil og gik på arbejde.