Efter ikke at have angrebet spanske mål i over tre år, erkendte den baskiske separatistgruppe ETA tirsdag at have anbragt den bilbombe, der 30. december sprang i Madrids lufthavn og dræbte to personer.
Angrebet har i den spanske regerings øjne afbrudt den fredsproces, der ellers har været i gang i de seneste ni måneder.
Tidligt tirsdag morgen arresterede fransk politi to ETA-medlemmer i den sydfranske by Ascain, hvoraf mindst den ene arresterede menes at stå i forbindelse med fundet af omkring 180 kilo sprængstof, som spansk politi lokaliserede i sidste uge i Baskerlandet, oplyser Reuters.
Den spanske regering frygter både på baggrund af bilbomben i Madrid og fundet af sprængstoffer, at ETA har genoptaget sin terrorvirksomhed på niveau med før våbenhvilen. Det baskiske parti Batasuna, der normalt betragtes som ETA’s politiske gren, har dog fordømt angrebet i Madrid og opfordrer ETA til at genoptage fredsforhandlingerne.
Den baskiske avis Gara, der ofte fungerer som talerør for militante ETA-medlemmer, har trykt et brev, der er blevet sendt af en række ETA-fanger i spanske fængsler.
»Den demokratiske vej, som fører til uafhængighed og amnesti, er en kampens vej,« lyder det i brevet.
Der bliver dog ikke skrevet noget om, hvordan kampen kommer til at foregå.
Noget kunne tyde på, at ETA har brugt den spanske regerings sidste smule af forståelse med bombningen i Madrids lufthavn.
»Der vil aldrig igen kunne blive tale om en troværdig fred med ETA. De har en anden logik, en psykopatisk logik,« sagde den spanske indenrigsminister Alfredo Perez Rubalcaba.
Kun omkring en ud af syv baskere støtter den baskiske frihedssag.