Et sundhedsvæsen i forfald - ja, undskyld udtrykket, men det er ikke desto mindre det, jeg mener, vi er vidner til i Danmark. Nu har jeg i over ti år arbejdet for en patientforening for hovedpineramte, og år efter år har vi kæmpet med de evindelige lange ventelister, som vores patienter er henvist til, blot for at kunne få stillet den rette diagnose.
År efter år har vi kæmpet med, om der var ”råd”, til at folk kunne få den behandling, de har brug for. Og år efter år har vi haft sager på de danske jobcentre, som vi ikke har kunnet afslutte, fordi de afhænger af udredninger, der skal foretages af specialiserede hovedpineklinikker. Der findes syv af disse klinikker i hele landet, hvor ventetiderne varierer mellem ni måneder og op til næsten to år.
Jeg har deltaget i det ene panelmøde efter det andet, hvor politikere og ansvarlige har lovet, at nu ville der ske noget. Men intet er sket. Ingen har taget ansvar, ingen har løst problemet. Der er blevet lappet og lappet, men cykelslangen er nu så mør, at der skal nogle helt andre boller på suppen.
Der skal nogle ansvarlige politikere til, som tør tage ansvar, som tør kigge fremad, som tør slå i bordet, og som tør at stå ved det, de lover.
Det handler om livskvalitet for de mange mennesker, som lever med kronisk migræne, Horton Hovedpine, og andre alvorlige hovedpinesygdomme. Hvad med deres mulighed for at kunne blive på arbejdsmarkedet eller få en uddannelse? Er man ligeglad med det?
De ansvarlige for vores offentlige sundhedsvæsen er jo de valgte regionspolitikere og folketingspolitikere, men efterhånden må man spørge sig selv, hvad laver de, udover at skylde skylden på hinanden?
Både samfundet og den sygdomsramte vinder ved hurtigere behandling
Hvorfor er det så svært at forstå, at når sygdomsramte får stillet deres diagnose hurtigt, og dermed kommer hurtigere i den rette behandling, så er det alle, der vinder? Samfundet vinder stort på, at den ellers sygemeldte, vil kunne genoptage sit arbejde – måske ikke altid på samme niveau som før, men vil som oftest igen kunne bidrage til arbejdsmarkedet i større eller mindre grad.
At få stillet den rigtige diagnose og komme i den rette behandling hurtigere, vil også betyde for de mange unge mennesker, der lider af alvorlige hovedpinesygdomme, at de alligevel kan gennemføre den uddannelse, de ellers ikke var i stand til. Undervisningsministeriets nationale trivselsmåling i folkeskolen 2022/23 viser, at næsten 20 procent af eleverne i 4. til 9. klasse har ondt i hovedet ’tit’ eller ’meget tit'.
Det, at kunne deltage på lige fod med raske mennesker, om det er på arbejdsmarkedet eller på sin uddannelse, betyder alverden for den sygdomsramtes livskvalitet. I patientforeningen hører vi igen og igen fra hovedpineramte, hvordan diagnose og behandling har betydning for så meget mere, end blot patientens helbredstilstand.
Effekten af hurtig udredning og behandling spreder sig nemlig som ringe i vandet til en mere positiv indstilling til arbejde, fritidsliv, familie, venner, og ikke mindst til livet i sig selv. Man skal ikke være ekspert for at vide, at når man har det godt og føler sig værdsat, har det en positiv effekt på sine omgivelser og dermed også samfundet.
Omvendt ved vi også, at når man lever med tilbagevendende hovedpine, påvirker det hele den hovedpineramtes familie. Et nyt studie fra Nationalt Videncenter for Hovedpine viser, at to ud af tre hovedpineramte mener, at hovedpinen er en udfordring for deres parforhold, og mere end en tredjedel svarede, at deres børn ville have haft et bedre liv, og at de selv ville være bedre forældre, hvis ikke de havde hovedpine.
Privatklinikker skaber ulige A og B hold af patienter
Så hvorfor bliver der ikke handlet, men kun snakket? Senest har vi kunne læse, at der inden for hovedpineområdet er blevet skabt endnu et privat initiativ som svar på den høje efterspørgsel efter hurtigere diagnose og behandling.
Hermed har vi fået en ny pengemaskine, som samtidig deler vores patienter op i A og B hold – dem, der har råd, og dem, der ikke har råd til selv at betale for udredning og behandling gennem en privatklinik. Der er i forvejen ulighedi sundhed og sygdom blandt dem, der tjener mest, og de der tjener mindst. Vi har jo også for nylig set i programmet kontant hvilken pengemaskine der kan være tale om,
Naturligvis håber skaberne af privatklinikker, at deres initiativ fremtiden kan blive tilgængelig for alle via det offentlige sundhedssystem. Problemet med det er bare, at det undergraver vores system endnu mere til skade for hovedpinepatienterne. For de penge, der så bliver kanaliseret væk fra det offentlige system, vil give social ulighed i adgangen til sundhedsydelser, og dermed er der risiko for, at det offentlige sundhedssystem bliver undermineret endnu mere på længere sigt.
Hvorfor skal et stigende antal læger, der er ansat i det offentlige sundhedssystem, kunne stå på en privat hovedpineklinik og tjene ekstra? Hvad med, at deres tid blev brugt i det system, der har været med til at give dem deres uddannelse, og dermed være med til at nedbringe de lange offentlige ventelister?
Hele 40 procent af landets speciallæger, overvejer at skifte fra det offentlige til det private. For at fastholde dem i det offentlige system, kræver det sikkert højere lønninger. Men langt hen ad vejen er mange af dem, der ansat i vores sundhedssystem, dedikerede mennesker, der gerne vil patienterne det allerbedste, men det er der bare ikke tid til, og år efter år mangler der ressourcer. Derfor er det at fastholde fagfolkene i det offentlige system naturligvis ikke nok til at redde et sundhedsvæsen i forfald.
Danskerne vil se handling fra politikerne
Vi har hårdt brug for flere hovedpineklinikker landet over, og der skal arbejdes på, at der kan løftes meget mere lokalt i de lægehuse, som råber efter at få lov til at blive brugt til andet og mere end de gør i øjeblikket.
Jeg har i årenes løb mødt mange ansatte i vores sundhedsvæsen, der er målløse over det ringe ansvar, den politiske ledelse tager, og det er kun til skade for de danske patienter. Det gælder jo ikke kun den patientgruppe som vi i Danmarks Patientforening for Hovedpineramte repræsenterer - det gælder jo næsten alle patientgrupper i Danmark, og det er trist og sørgeligt.
Så kære sundhedsminister og ansvarlige politikere, hvornår sker der noget revolutionerende, hvornår stopper I jeres lappeløsninger? Hvornår tager I skeen i den anden hånd og skaber et sundhedsvæsen, der fungerer, og et sundhedsvæsen hvor personalet trives, og får stoltheden tilbage? Hvor den enkelte patient bliver sat i centrum, hvor livskvalitet for både patienter og ansatte bliver en del af jeres dagsorden, og hvor snak bliver til handling?
I vil sikkert påberåbe, at I allerede gør meget, og at der fra regeringens side er gjort sådan og sådan, og at det er regionerne, der fejler, og regionerne vil sige det modsatte. Men det gider vi ikke høre mere på. Hvis I ikke kan blive enige om, hvem der har ansvaret, må procedurerne jo laves om, så enkelt er det. I skylder os en ambitiøs handlingsplan, der bliver fulgt til dørs, indtil vores sundhedsvæsen i forfald bliver rejst igen.
Christian Hansen er formand for Danmarks Patientforening for Hovedpineramte Foto: Privat