John Sivebæk slår nærmest undskyldende ud med armene. Han har netop lobbet bolden over den irske målmand Jim McDonagh og scoret sit første mål på landsholdet: Han ligner en mand, der ikke rigtigt selv kan forstå det.
Sådan husker de mange ? over en vis alder, naturligvis ? John Sivebæks historiske mål mod Irland på Lansdowne Road i Dublin den 13. november 1985. Det blev John Sivebæks eneste mål i rødt og hvidt, men det var til gengæld med til at sikre Danmark kvalifikation til vores første VM-slutrunde i Mexico 86. Nu skal det gamle atmosfærefyldte stadion rives ned og erstattes med et stort skrummel af beton, glas og vip-loger.
For hovedpersonen John Sivebæk selv, vil det gamle stadion altid være noget særligt.
»Navnet Lansowne Road vil altid stå indprentet hos mig. Og formentlig også mange andre,« siger han og påstår, at han ikke bliver særligt berørt, da han hører nyheden om, at det gamle stadion skal rives ned.
»Det er jo den vej, det går med de stadions. Wembley blev også revet ned, så det har jeg for så vidt ikke noget forhold til,« siger han, men tilføjer så eftertænksomt:
»De kunne selvfølgelig også have renoveret det ...«
Emmet Malone, fodboldjournalist for avisen Irish Times fortæller, at ikke alle er glade for ideen om et nyt, fint stadion.
»Der er mange, der er triste. Der er mange gode minder ved det stadion, men det er nedslidt. Mange spillere siger, at det er et godt stadion. Omklædningsrummene er ringe, og de store stjerner bliver tit chokerede, når de kommer og ser forholdene,« siger han. Og så griner han:
»Ja det er klart. Danmark var undtagelsen. Dem var vi ikke forberedt på.«