Ajax, Barcelona, Real Madrid. De store europæiske klubber, der har haft Michael Laudrup i stalden, ved efterhånden udmærket, at der render en spirrende Laudrup rundt på træningsbanerne på KB s anlæg.
En Laudrup på 18 år, der tilmed er fri af sin kontrakt med FC København denne sommer og derfor kan gå i farmands fodspor for en spotpris. Interesserede kan slippe med at betale 330.000 euro eller små 2,5 millioner kroner i kompensation for FCKs talentudvikling af Mads Laudrup – Michael Laudrups ældste søn. Det viser Nyhedsavisens beregninger foretaget på baggrund af FIFA s internationale regler for klubskifter, når en spillers kontrakt er udløbet.
Stor interesse
Mads Laudrup har flere gange udtrykt, at ønskeklubben er FC Barcelona, hvis altså anføreren på U18-landsholdet beslutter sig for at forlade de danske mestre, som han fik sin Superligadebut for halvanden uge tilbage.
Interessen er stor, forsikrer Mads Laudrups agent Bajram Tutumlu, der også repræsenterer far Michael.
- Alle kender ham, alle kan lide ham, siger Tutumlu.
Og den katalanske storklub, der ikke tøver med at udskrive millionchecks for talenter, vil næppe lade sig afskrække af FIFA s prisskilt på Michael Laudrups søn.
- Hvis en storklub vurderer, at Mads Laudrup har et stort potentiale, så er prisen bestemt ikke afskrækkende, siger spilleragenten og den tidligere landsholdsspiller John Sivebæk.
Håb for FCK
FC København håber stadig, at Mads Laudrup beslutter sig for at fortsætte sin udvikling i det københavnske.
- Vi er glade for at have Mads i truppen, og har ikke lagt skjul på, at han gerne må blive i klubben, siger klubbens sportschef, Carsten V. Jensen.
Og selv om Europa er åbent for Mads Laudrup, ser det ikke så håbløst ud for de danske mestre, siger Bayram Tutumlu.
- Jeg tror, han bliver i København et år eller to mere. Det vil være godt for ham, siger han.