Ny Alliance bygger på idéen om, at mange moderne mennesker i dag føler sig politisk hjemløse, fordi de ikke passer ind i de gamle partikasser.
For eksempel kan pædagogen, der plejer at sætte kryds ved SF, og it-konsulenten, der har stemt Venstre, være helt enige om emner som miljø, skolepolitik og indvandring. Hele tanken bag Ny Alliance bygger på, at der eksisterer et sådant værdifællesskab på tværs af flere af de gamle partier.
Jørgen Elklit er enig i, at der er et tomrum i det politiske landskab, hvor det er oplagt, at et nyt parti placerer sig:
»Tag for eksempel miljøpolitikken, som traditionelt har været noget, folk på venstrefløjen er gået meget op i, men i dag kan man sagtens gå ind for bedre miljø og samtidig stå lidt til højre for midten, når det handler om fordelingspolitik. Der er tale om nogle nye mønstre, som har udviklet sig de seneste 10-15 år, og som går på tværs af de klassiske partiskel.«
Svært at opfinde et parti
Også Lars Hovbakke Sørensen anerkender, at Ny Alliance slår ned på et centralt problem for de gamle politiske partier, som har svært ved at finde ud af, hvordan de skal reagere på de mere og mere uforudsigelige vælgermønstre. Han står dog mere tvivlende over for, om Ny Alliance har fundet kuren:
»Lige nu tiltrækker Ny Alliance godt nok mange af de politisk hjemløse, men en dag er også Ny Alliance nødt til at strikke et politisk program sammen, som ikke kan tilfredsstille alle. Spørgsmålet er, om man overhovedet kan opfinde et politisk parti, som kan favne en masse individualister med hver deres enkeltsag.«