De danske mestre, F.C. København, tog endnu et skridt i retning af at forsvare mesterskabet med en 3-1-sejr over AC Horsens. Men det var gæsterne fra AC Horsens der vil blive husket bedst for en som altid disciplineret indsats, men ikke mindst for en anden halvleg, der nemt kunne have givet point.
?Vi er så tilfredse, som man kan være, når man har tabt,? sagde Horsens-træner Kent Nielsen efter kampen.
Det meste af anden halvleg havde han tilbragt ude i sit tekniske felt, hvor han vandrede utålmodig rundt og med jævne mellemrum kostede sine folk længere frem på banen.
For der lå Horsens-point i luften indtil det sidste.
Første halvleg var ellers sløj set med Horsens briller, og FCK dominerede fuldstændigt uden at Horsens-defensiven for alvor blev dirket op. Kampen kunne dog nemt være blevet lukket med et par FCK-scoringer mere, og Kent Nielsen var derfor også godt tilfreds med, at der blot stod 1-0 til hjemmeholdet ved pausen på Hjalte Nørregaards straffesparksscoring.
?Det var enormt vigtigt at holde stillingen, så vi kunne komme ind og få lidt ny energi,? sagde Horsens-træneren.
Og efter den sløje Horsens-halvleg, tog gæsterne revanche i anden halvleg.
Udligningen kom hurtigt, måske for hurtigt, for allerede øjeblikke efter var det på ny op ad bakke for Kent Nielsen og co., efter Ailton Almeida på et velplaceret hovedstød havde gjort det til 2-1.
Men det forsvandt spændingen alligevel ikke af. Gæsterne ville spille fodbold nu, mens hjemmeholdet nærmest bare rullede i frigear.
Næste udligning kom aldrig, og William Kvist lukkede kampen i overtiden.
Men Horsens-træner Kent Nielsen er tilfreds med sine spillere indsats mod den københavnske overmagt.
?Vi spillede kvikt og rapt og var tæt på at bringe dem på glatis,? sagde han.
Sejren er hurtigt glemt i København, men mesterskabet kom endnu et nøk nærmere.