Det var med stor interesse, at vi så indslaget på tv og senere læste i avisen om Fr. Merethe Egebjerg Holms glimrende forslag på Dansk Folkepartis årsmøde om at få én muslimfri dag om ugen.
Et strålende forslag – vel at mærke, hvis ordet muslimfri blev ændret til en Pia Kjærsgård- og Dansk Folkeparti-fri dag. På denne måde ville mange sikkert undgå at få røde knopper i det mindste på denne dag.
Når vi nu er ved korrektioner, vil vi gøre opmærksom på, at der er en alvorlig stavefejl på noget af partiets pr-materiale. Her bruges ordet TOLERANCE, hvor der rettelig skulle stå INTOLERANCE for at dække et af partiets grundsynspunkter.
For god ordens skyld vil vi gerne understrege, at ovennævnte forslag ikke er en joke.
Desværre.