Det kan godt være, at SU står for Statens Uddannelsesstøtte, men for Christine Skadhauge kunne SU lige så godt være en forkortelse for Sikkert Underskud.
»Jeg kan ikke leve af SU. Jeg gider ikke spise havregryn og drikke vand. Det giver en frihed at tjene penge,« understreger den 23-årige århusianer, der læser til socialrådgiver.
To dage om ugen arbejder hun på Cafe Essens, serverer cappuccino, drinks og club sandwich, så hun selv kan få råd til at gå på cafe, drikke cappuccino og spise club sandwich.
Næsten alle Christine Skadhauges venner og veninder har også et fritidsjob, og det er meget sigende for udviklingen. Fra 2001 til 2006 har 76.000 flere unge under 30 år fået et deltidsarbejde, viser tal fra Danmarks Statistik.
Råd til livet
»De unge tilhører en forbrugergeneration. Det med at drikke øl i en busk, fordi man ikke har råd til at gå på værtshus elle cafe, den holder ikke mere. De unge har en høj forventning til levestandarden. iPoden skal helst skiftes hvert andet år,« siger Marie Dahl, fremtidsforsker fra Futura.
Hun forklarer, at mange unge også er ekstremt modebevidste og gerne giver 1.000 kroner for det rigtige tørklæde. De seneste år har der været økonomisk opsving i Danmark, og det betyder, at det er blevet lettere for de unge at finde et fritidsjob, men de er mere kræsne end ældre generationer.
»Arbejdet skal helst være selvrealiserende. Der er en mere surfende holdning til at skifte arbejde, hvis de unge ikke er tilfredse,« mener fremtidsforskeren.
Christine Skadhauge er meget tilfreds med arbejdet på cafeen. En gang imellem kigger hendes veninder forbi, når hun er på arbejde.
Har også tid til studier
»Det er socialt og hyggeligt. Jeg bruger mig selv på en anden måde, når jeg arbejder end bare at sidde på min pind og læse,« siger hun.
Og hvis hendes mor eller en af læserne skulle få lyst til at spørge, om alt det arbejde ikke går ud over studierne, er svaret:
»Man kan ikke læse hver dag fra 14-22 og så være effektiv. Jeg har sagtens tid til at studere, og det er sundt at lave noget andet også,« siger hun.