Partisekretæren fra Dansk Folkeparti mener (Nyhedsavisen tirsdag) ikke, at man kan dømme hele DF ud fra, hvad et medlem udtaler. Derfor kan man ikke klandre DF for udtalelserne om, at vi skal indføre muslimfri dage og smide alle muslimer ud af Europa. Sandt nok. Hvis der altså bare var denne ene sag.
Men der er masser af sager; så er muslimer syge i hovedet, hvis de går med tørklæde, så er muslimer lig med nazister, så skal Polen ikke med i EU, fordi alle polske kvinder er ludere og så videre. Der er SÅ mange eksempler på DF’ere, der har meninger, som er langt ude.
Derfor tegner det et billede af partiet. Og bemærkelsesværdigt var det også, at talen på DFs landsmøde om muslimfri dage fik et helt overvældende stort bifald fra de små 700 medlemmer.