Interne mails med belastende oplysninger om overbetaling til privathospitalerne er ifølge en ny bog om statsministeren blevet slettet.
I går afviste Lars Løkke Rasmussen (V) overhovedet at kende noget som helst til nogen slettet mails. Nu kommer det så frem, ifølge forfatterne til en ny bog, at det var en af Lene Espersens rådgivere, som gav besked om, at de belastende mails skulle forsvinde, skriver Ritzau.
Journalist Tanja Frederiksen har sammen med valgforsker Sigge Winther Nielsen fra Københavns Universitet skrevet Lars Løkke-biografien 'Projekt Løkke'.
I den kommer det frem, hvordan embedsmænd i både økonomi- og erhvervsministeriet og sundhedsministeriet fik ordre om at slette mails, hvor en rapport om overbetaling af privathospitaler blev omtalt. Rapporten fortalte, at staten havde betalt en overpris på 25 procent.
Et prestigeprojekt, som netop statsminister Lars Løkke Rasmussen havde sat i gang i sin tid som sundhedsminister.