Fodboldklubben Esbjerg skal sandsynligvis finde en ny førstemålmand.
Lukas Hradecky, der blev kåret til forårets profil i Superligaen, regner ikke med, at han står i Esbjergs mål i den kommende sæson.
- Det bliver med stor sandsynlighed ikke mig, skriver Lukas Hradecky i en mail til Ekstra Bladet.
- Jeg har haft det supergodt i Esbjerg, og jeg understreger, at der slet ikke er nogle dårlige følelser i forhold til den sandsynlige afsked. Vi har hjulpet hinanden gennem årene, skriver Finlands landsholdsmålmand.
I den netop overståede sæson var Lukas Hradecky, der havde kontraktudløb med udgangen af sæsonen, med til at sikre Esbjerg sejren i pokalturneringen.
Klubben blev desuden nummer fire i Superligaen.
Lukas Hradecky forventer nyt om sin fremtid i løbet af den kommende uge.
/ritzau/