Fodboldkollegerne i 1. division har talt. Esbjerg-angriberen Anders Dreyer er sæsonens profil i 1. division.
Det står klart efter en afstemning blandt rækkens spillere, hvor den 20-årige topscorer blev en suveræn vinder.
Kåringen vækker glæde, fortæller hovedpersonen selv i en pressemeddelelse fra Spillerforeningen, som står for prisen.
- Det er super fedt. Det er en fed pris at få, og det er mit første år som rigtig senior, så det er en god pris at få. Jeg er glad for den, siger Anders Dreyer.
Han er især stolt over, at det er konkurrenterne i rækken, der har peget på ham.
- Det vidner om, at jeg har gjort det godt, når jeg har spillet mod dem. De må jo have stemt på mig, fordi jeg har været en trussel, når jeg har mødt dem, påpeger han.
Anders Dreyer scorede 18 gange i den forgangne sæson, hvor han blev topscorer.
I den afgørende 3-0-sejr hjemme over Silkeborg, der gjaldt oprykning til Superligaen, scorede Anders Dreyer hattrick, efter at Esbjerg havde tabt den første kamp 0-1.
- Da det første mål kom, det var sindssygt. Men da nummer to og tre også kom, og stadion eksploderede, det var en ubeskrivelig følelse, jeg havde i kroppen, og det er noget, man gerne vil prøve en gang til.
- Jeg indrømmer da gerne, at jeg aldrig har prøvet at få så mange beskeder, notifikationer, og jeg ved ikke hvad på de forskellige sociale medier. Det har været lidt anderledes, forklarer Anders Dreyer.
Sidste år blev Mikkel Rygaard årets profil i 1. division. Dengang var det en årskåring, men det er fra denne sæson lavet om til en sæsonkåring.
/ritzau/