Selv om Esbjergs træner Niels Frederiksen generelt ser vældig gode muligheder i Europa League-gruppespillet, mener han dog, at et hold styrkemæssigt skiller sig ud.
Det er torsdagens modstander, Standard Liege, som han anser for at være en lille smule stærkere end Salzburg, Elfsborg og hans eget mandskab.
- Jeg forventer, at Standard Liege er det bedste hold i gruppen. Og derfor bliver udekampen mod dem den sværeste opgave for os, siger Niels Frederiksen.
- De tre øvrige hold er til gengæld stort set på samme niveau, mere eller mindre, mener Esbjerg-chefen.
Han forsikrede på onsdagens pressemøde, at hans spillere ikke ville være bange for Standard Liege, selv om belgierne kommer til kampen med syv hjemlige og seks europæiske sejre i ryggen.
- De har mange spillere med god speed, og frem for alt i offensiven har de kvalitetsspillere, siger Niels Frederiksen.
Esbjerg har to gange haft folk i Belgien for at spionere mod torsdagens modstander, og andre kampe er blevet analyseret på video.
- Vi er også meget opmærksomme på atmosfæren på stadion. Vi regner med, at det bliver noget af det samme, som vi oplevede i St. Etienne, mener Niels Frederiksen.
Der kan være i omegnen af 27.000 tilskuere på Stade de Sclessin i Liege.
Stadion var rammen om Danmarks 0-2-nederlag til Tjekkiet, da Belgien sammen med Holland arrangerede EM i 2000.
/ritzau/