Med 24 scorede mål er Esbjerg Superligaens mest scorende mandskab, og efter søndagens sejr på 4-1 over Sønderjyske roser holdets cheftræner da også holdets offensive kræfter.
- Vi har rigtigt mange dygtige offensive spillere. Det virker som om, at de alle sammen tror på, at de nok skal få scoret, så snart de nærmer sig modstanderens felt, forklarer Niels Frederiksen.
Han kunne se sit mandskab spille en halvsløj første halvleg, men alligevel være foran med 2-0.
- Jeg synes, det er et meget godt billede på, hvor lidt der skal til, for at vi scorer. Vi har fået en masse typer ind på holdet, der kan score ud af nærmest ingenting, og det er vigtigt, når spillet ikke rigtigt fungerer, som vi må være ærlige og sige, at det ikke gjorde i første halvleg, understreger Niels Frederiksen.
Esbjerg-træneren fremhævede den norske lejesvend Mushaga Bakenga.
- Han spiller sin klart bedste kamp for os i dag. Han er meget bevægelig og gør virkelig ondt på Sønderjyskes forsvarsspillere i dag, siger Niels Frederiksen.
Der var også rosende ord til Esbjergs offensiv fra forsvarskrumtappen Kian Hansen, der på ny spillede med usvigelig sikkerhed i Esbjerg-forsvaret.
- I sidste sæson vandt vi tit 1-0, og det gjorde selvfølgelig, at det var endnu vigtigere, at vi stod fast i defensiven. Nu har vi fået for vane at score langt flere mål, og det giver os en god selvtillid, når vi går på banen, siger Kian Hansen.
Esbjerg har tidligere i sæsonen besejret AGF med 5-1 og FC Nordsjælland med 4-0, ligesom vestjyderne også holdt målfest i kvalifikationsspillet til Europa Leagues gruppespil, da holdet slog Saint Etienne med 4-3.
/ritzau/