Esbjerg-træner kritiserer defensiv efter overtidsscoring
- Vores defensive organisation var ikke god nok, og vi skal hjem og analysere på, hvem der kunne have gjort det bedre i den situation, siger Esbjerg-træner John Lammers. John Randeris/Ritzau Scanpix
Den sene overtidsscoring af Hobro skyldes dårlig defensiv organisation, mener Esbjerg-træner John Lammers.

Esbjerg smed søndag sejren mod Hobro i allersidste minut, da unge Anel Ahmedhodzic relativt nemt fandt plads bag Esbjergs bagkæde og kunne udligne til slutresultatet 1-1.

Esbjergs cheftræner, John Lammers, var efter superligakampen skuffet over den sene udligning, som han mener, skyldes dårlig defensiv organisation.

- Vores defensive organisation var ikke god nok, og vi skal hjem og analysere på, hvem der kunne have gjort det bedre i den situation, siger Lammers.

Ved målet så Esbjerg-målmand Jeppe Højbjerg tvivlsom ud, da han kunne have taget bolden, inden den landede i fødderne på Ahmedhodzic, men i stedet valgte Højbjerg at bakke ind i mål igen.

- Jeg siger altid, at alle har et ansvar. Han spillede en god kamp indtil udligningen, men vi må hjem og se på scoringen igen, forklarer Esbjerg-træneren om Jeppe Højbjerg.

Det er anden kamp i streg, at Esbjerg taber point i overtiden, og det irriterer naturligvis Lammers.

- Det er altid noget lort at tabe, men måden, vi har tabt kampene på, er virkelig skuffende, siger Esbjerg-træneren kontant.

Hobro-træner Peter Sørensen er skuffet over sit holds præstation i de første 45 minutter, men han glæder sig samtidig over den sene udligning og præstationen i anden halvleg.

- Vores forsvarsspillere var for dårlige i nærkampene, men især vores boldomgang var for ringe i første halvleg.

- Jeg er glad for den sene udligning, men jeg glæder mig også over vores anden halvleg. Vi kom ud med en fornyet energi efter en første halvleg, der var alt for dårlig, siger Hobro-træneren.

Hobro skal i næste runde møde Randers hjemme, mens Esbjerg torsdag skal en tur til Hviderusland og møde Shakhtyor Soligorsk i Europa League-kvalifikationen.

/ritzau/

/ritzau/
via Listen To News