Der er bare forskel på bunden af den næstbedste række og midten af den bedste. Det må Skive fra den tunge ende af 1. division sande efter, at Esbjerg uden de store problemer vandt pokal-kvartfinalen på Skive Stadion med sikre 4-0.
Esbjergs Jesper Lange åbnede scoringen efter et lille kvarter, da den unge angriber afsluttede en flot solotur ved at sparke bolden fladt under Skive-keeperen, den tidligere Esbjergmålmand, Martin S. Jensen.
Selvom Skive kæmpede heroisk videre, havde gæsterne den fornødne kynisme, og da Jesper Bech i første halvlegs sidste minut gjorde det til 0-2, syntes kampen reelt afgjort. Efter pausen øgede første Michael Murcy og siden Jesper Lange igen til 3-0 og 4-0.
Trods det store nederlag, kan Skive tage flere gode elementer med sig fra kampen i deres bestræbelser på, at undgå nedrykning til tredjebedste række. Skive ligger pt. tredjesidst i 1. division. To point under nedrykningsstregen.