Esbjerg er som det første hold klar til semifinalerne i pokalturneringen i fodbold.
Onsdag aften vandt den vestjyske klub 2-1 ude over Lyngby fra 1. division efter en scoring i hver halvleg af Sebastian Andersen og Jonas Knudsen.
Med Lyngbys exit er der kun klubber fra Superligaen tilbage i pokalturneringen.
Lyngbys Jeppe Brandrup gjorde det svært for hjemmeholdet, da han midt i første halvleg blev smidt ud efter to gule kort lige efter hinanden.
10 minutter før pausen scorede Sebastian Andersen til 1-0, lige efter at Lyngby havde haft en stor chance.
Kenneth Fabricius blev i første omgang krediteret målet.
Stillingen holdt frem til pausen, og to minutter inde i anden halvleg fordoblede Esbjerg føringen ved Jonas Knudsen.
Lyngbys Fanol Perdedaj fik ganske vist reduceret til 1-2 midt i anden halvleg, men værterne fik ikke udlignet.
Seks Superliga-klubber gør op om de øvrige tre pladser i semifinalerne.
I aften mødes Brøndby og FC København på førstnævntes hjemmebane.
Torsdag tager Randers FC imod FC Midtjylland, og den 5. december spiller OB mod AC Horsens i Odense.
/ritzau/