Intet mindre end seks gange blafrede netmaskerne, da Brøndby søndag eftermiddag tog imod et af de andre tophold, Esbjerg, i SAS Ligaen.
Desværre for de blå-gule var gæsterne kølige som vestenvinden og sejrede sikkert 4-2 i topopgøret.
Esbjerg spillede eminent i store dele af kampen og lagde ud med et mål allerede efter seks minutter, hvor Fredrik Björck lige nøjagtig fik hovedet på et hjørnespark.
Selv samme Björck blev forbigået, da Martin Bernburg efter 19 minutter udlignede for hjemmeholdet.
Glæden var dog kort for de mange fremmødte Brøndby-fans, for kun otte minutter senere scorede Tim Janssen til 2-1 efter en aflevering fra Jesper Lange. Efter scoringen fulgte flere chancer til gæsterne, og lige inden pausen fik Esbjergs venstre back Kevin Conboy da også nettet - bare i den forkerte ende. Dermed stod der 2-2.
Brøndby pressede godt på i anden halvleg, men landsholdspilleren Søren Rieks fra Esbjerg kom alligevel i vejen og headede først bolden i mål til 3-1 efter 61 minutter og satte i kampens overtid en tyk streg under den vestjyske sejr med kampens sidste scoring til resultatet 4-2.
Esbjerg ligger nu på en foreløbig andenplads med 31 point - ét point efter OB, mens Brøndby er nummer fire med 27 point.