Esbjerg spillede sig fredag aften op på tredjepladsen i Superligaen, da holdet på hjemmebane slog Hobro med 2-0 efter scoringer af Mathias Kristensen og Joni Kauko i anden halvleg.
Oprykkerne har hentet imponerende 21 point i 13 kampe, og midtbanespiller Mathias Kristensen er mere end tilfreds med høsten.
- Der var nok ikke mange, der havde forudset, at vi skulle være med helt fremme på nuværende tidspunkt, men jeg mener, det er fortjent.
- Vi spiller god fodbold, scorer mål og lukker af i forsvaret, og det kan man se på tabellen. Det er vi i truppen meget stolte over, siger midtbanespilleren.
Han er dog bevidst om, at træerne ikke vokser ind i himlen trods den øjeblikkelige succes.
- Det må ikke blive en sovepude for os, at det går godt. Vi skal fortsætte med at bygge på, for så kan det blive rigtig godt. Vi stiler helt sikkert efter at blive helt fremme, siger Mathias Kristensen.
Cheftræner John Lammers er tilfreds med, at Esbjerg håndterede rollen som favoritter mod Hobro.
- Jeg er selvfølgelig glad for resultatet mod Hobro, for jeg havde talt meget med drengene om, vi skulle være bevidste om, at folk nu ville have forventninger til os.
- Det lykkedes, fordi holdet har udviklet sig meget. Vi arbejder som et hold, og vi lader os ikke slå ud, hvis spillet ikke lige flyder, siger hollænderen.
Resultatet betyder, at Esbjerg nu har spillet til nul i seks kampe, og det er ifølge John Lammers ikke tilfældigt.
- Når defensiven er på plads, så giver det ro til hele holdet, og igen må jeg rose hele holdet og ikke bare de bageste. Vores forreste spillere arbejder stenhårdt, når vi ikke har bolden, og det bringer os langt, siger han.
Esbjerg skal i næste runde til Randers.
/ritzau/