Ronnie Schwartz drager fra Brøndby til Esbjerg i resten af Alka Superliga-sæsonen. Det oplyser Esbjerg i en pressemeddelelse.
Schwartz har ikke leveret så mange mål, som Brøndby havde håbet på, da man lejede ham i franske Guingamp inden sæsonen, og med et par offensive indkøb på Vestegnen i januar var udsigten til spilletid muligvis begrænset for angriberen.
Esbjerg derimod havde brug for en angriber, efter at klubben tidligere på ugen solgte Nicki Bille Nielsen til Lech Poznan i Polen.
- Esbjerg spiller den form for fodbold med et 4-4-2-system, som jeg gerne vil spille og kan udvikle mig bedst i. I Brøndby har jeg mest spillet kant, hvilket ikke er min favoritposition, for jeg føler, jeg er bedst på toppen, siger Schwartz i pressemeddelelsen.
Ronnie Schwartz færdiggør altså sit danske lejeophold i Esbjerg i stedet for i Brøndby.
Esbjerg-træner Jonas Dal mener, at Ronnie Schwartz som type passer perfekt ind i systemet på holdet.
- Som afløser for Nicki Bille er vi gået efter en fuldblodsangriber og dybdeløber, der bevæger sig ind i straffesparksfeltet og afslutter, lyder det fra Jonas Dal.
- Ronnie Schwartz er angriber med stort A, han arbejder hårdt og placerer sig hele tiden på kanten af offside og trykker modstandernes forsvar.
- Han vil kunne skabe kompleksitet i vores angrebsspil, så det kan veksle mellem hans dybdeløb og medspilleres modløb. Vi vil gerne have Ronnie til at spille mange kampe for os og vise, at han fortsat har det i sig efter en svær tid i Guingamp og Brøndby.
/ritzau/