Det er ikke meget at juble over i det vestjyske i denne sæson - i hvert fald ikke, hvis man holder med byens hold.
De blå- og hvidstribede vestjyder har slet ikke fået spillet til at fungere. Efter sidste rundes rundbarbering i Brøndby er EfB rykket ned som bagstopper i landets fineste række. I dagens kamp kommer FC Midtjylland på besøg.
Ulvene har heller ikke imponeret i år, men med blot tre point til andenpladsen, der giver kvalifikationskampe til Champions League, har midtjyderne meget at spille for.
Men det kan blive svært for gæsterne, selvom de er tophold.
"Det er en ekstremt lige liga i denne sæson. Alle kan stort set slå alle, hvis man ser bort fra FCK. Esbjerg skal finde tilbage til de første præstationer under Jess Thorup, hvor de vandt to og spillede to uafgjort," siger fodboldkommentator Peter Kjær til Newspaq.
Sidst de to hold mødtes fik Esbjerg sikret 2-2 et minut før tid - FC Midtjylland førte ellers 2-0.