Politiet i Esbjerg har indført en visitationszone efter nye bande-anholdelser onsdag morgen.
Det er Syd- og Sønderjyllands Politi, der indfører en visitationszone i et afgrænset område i Esbjerg.
Som udgangspunkt gælder den ekstraordinære indsats fra i dag og indtil den 15. februar.
Det er de seneste tids oprustning hos både Bandidos og Hells Angels, der er baggrund for det nye tiltag.
"Politiet vurderer, at den tilspidsede situation kan medføre yderligere voldelige hændelser som den, der fandt sted tirsdag den 17. januar 2012, hvor det kom til sammenstød mellem de to grupperinger på Ingemanns Allé i Esbjerg," skriver politiet i en pressemeddelelse.
I den situation greb politibetjente deres pistoler for at afværge sammenstødet mellem de to rockergrupper.
Politiet vurderer, at der er en aktuel forøget risiko for, at der bæres våben i dele af Esbjerg by.