Når Esbjerg i aften møder det belgiske tophold Standard Liege i den første gruppekamp i Europa League, kommer forsvaret formentlig på hårdt arbejde.
Mens Esbjerg har fået stor ros for holdets offensiv og direkte angrebsspil, har netop forsvaret på det seneste haft sværere ved at markere sig.
Især i sammenligning med foråret, hvor netop den solide defensiv var en af hovedårsagerne til, at Esbjerg byttede nedrykningskandidatur ud med en topplacering.
- Vi angriber måske med lidt flere mand, og det har da også kostet lidt i defensiven, hvor vi har lukket flere mål ind, end vi gjorde i foråret, siger Esbjergs forsvarsstyrmand Kian Hansen.
Esbjerg slog blandt andet St. Etienne med de lidt usædvanlige cifre 4-3 og tabte i samme periode 2-3 i Randers og 1-3 i Viborg, hvor der var en smule gennemtræk i den esbjergensiske bagkæde.
- Nu synes jeg dog, at vi er ved at finde tilbage til vores base, hvor vi ikke lukker så mange mål ind, men stadig producerer chancer og scorer, siger Kian Hansen.
- Jeg tror, det handler om, at vi lige har skullet finde balancen. Også fordi vi har fået ny træner, som gerne ville prøve noget nyt. Så der har været en masse nyt, som vi lige skulle have afstemt, siger han.
Kian Hansen kommer efter alt at dømme igen til at danne forsvarsduo med Jens Berthel Askou, når Standard Liege er modstanderen i aften klokken 19.
/ritzau/