Det bliver ikke nemt at overtage posten som cheftræner i Esbjerg efter Jess Thorup, som har haft et forrygende forår som afgående cheftræner i det vestjyske.
Men med ansættelsen af Lyngbys træner og manager, Niels Frederiksen, har Esbjerg gjort sit bedste for at finde den perfekte afløser, mener Esbjergs direktør, Søren Poulsen.
- Niels Frederiksen passer med sit dybdegående kendskab til dansk fodbold og talentudvikling perfekt ind i vores profil af en ny cheftræner.
- Han har med få midler og en beskeden organisation bag sig formået at udvikle dygtige spillere og skabe bemærkelsesværdige resultater i årene i Lyngby, siger Søren Poulsen til klubbens hjemmeside.
- Han har i de senere år endvidere haft en managerfunktion i klubben, som har styrket hans netværk og kendskab til spillermarkedet yderligere.
- Jeg er meget glad for, at vi har kunnet opnå en aftale med Lyngby om at frigive Niels Frederiksen, så han kan tiltræde i Esbjerg 1. juni, fortæller Esbjerg-direktøren.
I de seneste fire år har Niels Frederiksen været cheftræner i Lyngby, som han har virket for i flere funktioner siden 2006.
I Lyngby har Niels Frederiksen været med til at udvikle spillere som Andreas Bjelland, Anders Christiansen, Emil Larsen, Uffe Bech og senest stjerneskuddet Yussuf Poulsen.
Han indledte trænerkarrieren som ungdomstræner i B93 i 1997 og blev et år inden skiftet til Lyngby udpeget som talentchef.
I Lyngby afløste han i foråret 2009 den afskedigede Henrik Larsen og førte året efter klubben frem til oprykning til Superligaen, en status der blev bevaret i den følgende sæson på bekostning af blandt andre Esbjerg.
Niels Frederiksen opnåede i 2011 den højeste danske og internationale træneruddannelse, DBU's såkaldte P-licens.
- Hvis det kan lykkes at spille på samme niveau som i dette forår i en hel sæson, vil det hele se godt ud, og Esbjerg har potentiale til at placere sig som en af de førende jyske klubber.
- Jeg betragter udfordringen i Esbjerg som et skridt eller to op ad stigen til en større klub, en større økonomi og en større organisation, siger Niels Frederiksen.
/ritzau/