I Esbjerg er beboerne sikkert stolte af det lokale band Kellermensch. Bandet er nemlig på vej til det helt store gennembrud i Storbritannien.
Takken skal gå til BBC's radioprogram, 'The Rock Show', som har inviteret bandet til at komme forbi og optræde for deres lyttere. Invitationen kom som noget af en overraskelse for det mindre kendte danske band, skriver politiken.dk
"Det kom lidt som et chok, for vores debut er ikke engang ude i England, den kan kun fås på iTunes," siger guitarist, sanger og sangskriver Sebastian Wollf.
Radioprogrammet fik tidligere på året tilsendt bandets seneste album. Og programmets vært, Dan Carter, er åbenbart faldet for musikken. I hvert fald har han allerede spillet det i radioen flere gange.
Forsangeren tror selv, at det er bandets originalitet, der har gjort, at de nu får opmærksomhed i England.
"Det er da skægt, at de er faldet for et lille dansk band, der ikke engang er debuteret derovre endnu," siger Sebastian Wollf.
I begyndelsen af december tager bandet turen til England for at optræde i radioprogrammet. Aftalen med radiostation XFM er planlagt til januar.