Mikkel Carstensen er 11 år gammel og var indtil for et år siden bedste venner med Esben, som han har kendt siden børnehaven. Esben går i sejt tøj, han er venlig og hjælper sine venner.

Sammen fandt de blandt andet en mursten, hvor der var en masse bænkebidere under.

De kaldte dem for rum-myrer, og Esben foreslog, at vennerne skulle bekæmpe rum-myrerne sammen.

»Vi lignede hinanden rigtig meget, og Esben var flink, venlig og hjalp sine venner meget. Det synes jeg også, jeg gør selv. Han var sej til mange ting og kunne gennemføre en rigtig svær bane i et computerspil, som vi begge to havde,« siger Mikkel om sin ven, som han lærte at kende i børnehaven.

En sej ven

For Mikkel var den rødhårede Esben en ven, som man blandt andet kunne gå på opdagelse med i skoven og udforske naturen sammen med.

På mange måder ligner han sin ven Mikkel, men der er en afgørende forskel på de to.

Esben er usynlig. Da Mikkel fik andre venner ude i den virkelige verden, måtte Esben forsvinde.

To psykologers forskning på Oregon Universitet i USA viser, at usynligt kammeratskab dyrkes af to ud af tre børn i folkeskolens yngste og mellemste klassetrin. I 1930’erne var det hvert niende barn, der kommunikerede på den måde.

Bearbejder følelser

Børnepsykologen Ole Kyed har beskæftiget sig med fænomenet, der ses oftere hos børn.

Han betragter usynlige venner som noget positivt, der kan hjælpe børn til at bearbejde følelser.

»Det giver flere tangenter at spille på. Ofte gør det usynlige kammeratskab det lettere for barnet at få rigtige venner. Problemet opstår, hvis det bliver en erstatning for rigtige venner.«

Han mener, at livsvilkårene i dag lægger mere op til, at man har venner i fantasien.

»Computerspil er med deres fantasiunivers medvirkende til, at børn kommunikerer mere med egne tanker end tidligere tider. Dengang relaterede børn sig til hinanden og dyr, som de projicerede sig selv over i,« siger han.