»Jeg er enormt spændt,« siger Esben Hansen med afdæmpet stemme, men dog så meget overbevisning, at man ikke er i tvivl om, at han glæder sig til kampen mod Liechtenstein, som en lille dreng glæder sig til juleaften.
Alt tyder på, at Esben Hansen starter på banen, og i hvert fald er muligheden for at komme til at spille vokset med adskillige meter, fordi Daniel Jensen er ude med karantæne. Dermed kan Esben Hansen se frem til landsholdsdebut ovenpå en uge, der har budt på mange nye indtryk.
»Der har været en masse ting, jeg har skullet arbejde mig socialt ind i truppen, jeg har skullet finde ud af, hvordan tingene fungerer til træning. Der er jo en hel masse øvelser, som er indkorporeret i den træning, som de nu har her, og som alle andre end mig kender. Derfor gælder det om at være koncentreret hele vejen igennem. Så jeg har brugt mange flere ressourcer, end jeg normalt ville gøre på at passe ind. Men det er klart, at det er min opgave, når jeg kommer som ny i truppen,« siger Esben Hansen.
»Det er gået stærkt«
Morten Nordstrand har været med før, men er aldrig startet inde i en betydningsfuld landskamp. Også han kan få sin ilddåb i aften efter en karriere, der har taget fart med en formel 1-vogns- tempo.
»Det er da gået stærkt, når man tænker på, at for halvandet år siden rendte jeg rundt i Lyngby og på Gentofte Stadion, og hvad det ellers var. Nu skal jeg spille en landskamp, og det bliver selvfølgelig stort.«