Skuespiller Esben Dalgaard fortæller åbent om den modermærkekræft, der først var i bedring, men nu har spredt sig og er livstruende.
Nederst i artiklen kan du se Esben Dalgaards video fra Instagram, hvor han opfordrer alle til at blive tjekket, hvis der er den mindste mistanke.
Her til aften var han på den røde løber til premieren på ”Kastanjemanden” og selv om det kun er få dage siden, han åbent fortalte om kræftens tilbagefald, så var det en positiv 45-årig skuespiller, som pressen mødte.
- Det går godt, jeg har det udmærket. Jeg er jo i behandling, lød det til ugebladet SE og HØR fra Esben Dalgaard før han fortsatte.
- Jeg har det udemærket fysisk, mentalt er det selvfølgeligt udfordrende at få en dødsdom…. Det er mentalt hårdt, sagde Esben Dalgaard til ugebladet og fortalte, at han med lægernes ord ”ikke skal kigge ind i en lang fremtid”.
Heldigvis er den populære skuespiller begyndt i en forholdsvis ny behandlingsform – en såkaldt immunterapi – der giver håb om mere tid sammen med familien, der foruden hustruen Charlotte også tæller parrets to børn.
I opslaget på Instagram, skriver Esben Dalgaard til sine følgere.
- Jeg har - sammen med Kræftens Bekæmpelse - lavet en film. Det har jeg gjort, fordi jeg gerne vil bruge mit lille talerør:
Jeg vil gerne opfordre jer, der går rundt med noget “som måske kunne være noget”, til at blive tjekket!
Under corona-nedlukningen blev markant færre kræfttilfælde diagnosticeret.
Og det er desværre ikke, fordi færre personer har fået kræft.
Flest kvinder får konstateret modermærkekræft. Mens flest mænd dør af det!
Så er du i tvivl? Få det tjekket!!
I mit tilfælde er det modermærkekræft, der har spredt sig. Det fortæller Kræftens Bekæmpelse-filmen her mere om.
Kræft er noget lort!
Men jeg føler, at jeg er i bedste hænder… når jeg sådan hver 3. uge indtager min plads på Herlev Hospital…
Hør Esben Dalgaard selv fortælle mere i videoen herunder.