Beskæftigelsesministeren og justitsministeren har fundet fælles fodslag for at sikre ofre for erhvervsbetingede sygdomme erstatning efter 30 år.
Løsningen vil blive præsenteret i et nyt lovforslag, oplyser de to ministre i en fælles pressemeddelelse.
Lovforslaget kommer på banen, fordi eksempelvis kræftsyge efter 1. januar 2011 risikerer, at deres eventuelle krav på erstatning forældes.
Det skyldes, at der gælder en absolut forældelsesfrist på 30 år for krav i anledning af personskade.
Det vil f.eks. kunne dreje sig om personer, der mange år efter at have været udsat for asbest i forbindelse med deres arbejde får konstateret lungehindekræft.
"Det er ikke rimeligt, at folk kan miste retten til erstatning på grund af en erhvervsbetinget sygdom, fordi deres krav er forældet. Vi har et ansvar over for de borgere, der stadig kan blive ramt af alvorlige sygdomme, blot fordi de i sin tid passede deres arbejde," siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V).
Justitsminister Lars Barfoed (K) beklager også, at syge risikerer at falde for den gældende forældelsesfrist på 30 år.
"Jeg glæder mig derfor over, at beskæftigelsesministeren og jeg er blevet enige om at finde en løsning, så der ikke er personer, der kommer i klemme på grund af 30-årsfristen," siger han.