Den kejtede IT-millionær Erik Damgaard kan ånde lettet op.
Ifølge B.T. har Fyns Politi nemlig valgt at droppe sigtelserne mod ham for rufferi og for at have hjulpet sin kone, Anni Fønsby med at tjene omkring otte millioner kroner på at drive bordeller.
"Det er en skøn, skøn nytårsgave, at politiet dropper sigtelsen mod mig. Nu mangler vi bare, at de også frikender min kone. Men nu er jeg i alle fald fri, efter at have denne ubehagelige anklage hængende i ni måneder," siger Erik Damgaard til B.T.
Oprindeligt mente politiet ellers, at Erik Damgaard havde hjulpet sin barmfagre gravide kone og en anden kvinde med at holde møder med advokater og revisorer, og desuden hjulpet med at sætte hylder og pengeskabe på i bordellerne.
Anni Fønsby er dog stadig sigtet i sagen.
Det celebre par blev landskendt, da de i 2008 lavede reality-programmet 'Anne og Erik goes to Hollywood', hvor seerne fulgte parret i deres forsøg på at skabe sig et liv i guds eget land. Siden da gik parret fra hinanden, men er nu sammen igen. Senest droppede Erik sin Anni, da hun blev arresteret og varetægtsfængslet i rufferi-sagen.