Kære
dåbsfamilie
”Hvad skal barnet hedde?” Sådan er jeg blevet spurgt
mange gange i den sidste tid før den lille prinsesses dåb, ligesom jeg blev det
før prins Christians dåb. Nogle spørger af ren nysgerrighed og interesse, andre
for at komme først ud med navnet i medierne.
Begge
dele er i og for sig forståeligt. Et navn er ikke bare et navn, men navnet
eller navnene vidner altid om den sammenhæng, som barnet er en del af. Det
gælder ikke mindst en prinsesse eller prins, hvor navngivningen også skal passe
sammen med tronfølgen og den kongelige familie.
Så
derfor spørgsmålet: ”Hvad skal barnet hedde”. Heldigvis har jeg ikke vidst det
så længe, så det har ikke været vanskeligt at holde tæt med den lille
prinsesses navne. Det er en gammel
tradition, at man hemmeligholder navnet til selve dåbsdagen, selv om både
forældre og præst kender det i forvejen.
Derfor
spørger jeg heller ikke om et øjeblik: ”Hvad skal barnet hedde?” men jeg
spørger: ”Hvad er barnets navn?”
Ved
dåben afsløres nemlig navnet samtidig med, at netop det barn med navns nævnelse
får at vide, at det nu også er Guds barn.
Så
selv om små børn får navn i forbindelse med dåb, så er dåben ikke først og
fremmest en navngivningsceremoni. Den er noget andet og især noget mere. Den er
snarere en adoption, hvor Gud adopterer os som sine børn, og vi får Gud som
vores himmelske far. Den første bøn, der bedes efter dåben er derfor den bøn,
Jesus selv har lært os: ”Fader vor, du som er i himlene.” Det understreges også
af det ord, som Jesus i bønnen bruger om sin og vores himmelske far: ABBA, der
i denne sammenhæng ikke er navnet på en berømt svensk popgruppe, men barnets
fortrolige tiltaleform til sin far.
Et navn kan man få ved en henvendelse til kirkekontoret,
og som det sidste nye også elektronisk hjemme fra computeren. Og navnet kan
skiftes ud, hvis man senere måtte ønske det. Men Guds adoption af os kan man
ikke trække i automaten eller skaffe sig via en computer. Den sker derimod kvit
og frit i dåben, og den gælder uanset, hvad vi kommer ud for i vores liv. I
dåben giver Gud os ret til at kaldes hans børn, og han indeslutter os i sin
tilgivende kærlighed og skænker os det evige liv. Det er som en mors eller fars
kærlighed til sit barn: den er ubetinget og går altid forud for barnets kærlighed
til forældrene.
Dåben
er med andre ord indgang til et livsfællesskab med den Gud, vi som kristne
kender og bekender som Fader, Søn og Ånd. Den Gud, som ikke blot har givet os
livet, men skænker os det fra dag til dag, og som vil have os i tale, sådan som
Jesus gør det klart og muligt. Hans ord og gerninger taler i ånd og sandhed til
os, så vi både kan forstå og tage det til hjerte. Vores himmelske far har noget
at sige til os børn, som vedrører vores liv med Ham og med hinanden. Noget som
ikke bare gør en forskel, men som har afgørende betydning for hele vores liv.
Som
Jesus siger i denne søndags evangelium: Vær barmhjertige, som jeres fader er
barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke
fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer (Luk.6,
36-37).
Dåben
er derfor noget andet og meget mere end en navngivningsceremoni. Den er et pant
på, at Gud vil være med os alle dage indtil verdens ende. I dåben genfødes vi
til et levende håb, både her og nu og i al evighed. Det betyder ikke, at livet
bliver en dans på roser, men at vi i alt det, som møder os og sker med os må
have det faste holdpunkt, at Gud er vores kære far og vi hans kære børn i tid
og evighed.
Ingen
har skrevet smukkere og stærkere herom på dansk end digteren Bernhard Severin
Ingemann, der som lærer i Sorø skrev en række morgensalmer til børnene. Og som
havde det held, at komponisten C. E. F. Weyse blev inspireret af sangene til at
skrive de melodier, som vi synger den dag i dag. Rene ørehængere, som langt de
fleste af os kender og elsker at synge.
Kronprinsparret
har til denne dåbsgudstjeneste netop valgt to af morgensalmerne, hvor Guds
kærlighed til sine børn i liv og i død understreges i vers efter vers. I ”Nu
titte til hinanden” beskrives Gud som den skaber, der har omsorg for alle sine
skabninger, men som har menneskenes børn allermest kær, og som ånder på øjet,
når det græder dvs. trøster os, når vi trænger til trøst. Ja, Guds søn, der
selv var barn engang, er en stor børneven, der lærer os at slå øjnene op hver
morgen i tillid til, at Gud omfavner os i liv og i død.
Vi
er ikke alene, vi er set og kendt og elsket.
I
salmen efter dåben: ”Lysets engel går med glans” skildres morgensolen som et
tegn på Guds skaberkraft, og samtidig er solens lys et billede på Guds nærvær
og omsorg for hver enkelt uanset, hvilken position eller alder vi har:
Sol ser ind i slot og
vrå,
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til
små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
(DS nr.747 v.4).
Dan
Turell fortæller om en oplevelse han havde som dreng, da han i skolen sang
”Lysets engel går med glans”: Da jeg hørte første vers besvimede jeg for
første gang i mit liv. Jeg faldt sammen og blev båret ind i klasseværelset,
hvor jeg vågnede nogle minutter senere stadig mumlende, sagde de, om Lysets
engel. Dette billede var så stærkt og rent, at det kunne ramme selv en 10-årig
skoledreng i hjertet eller livet.
Dåben er en stærk og ren forkyndelse af, at den Gud, som
Jesus har givet os at kalde på og bede til, ser til os alle i sin kærlighed,
som aldrig hører op. Dåben er derfor den gladeste og mest perspektivrige
handling, som tænkes kan. Her er alt, som i skabelsens morgen, godt.
I hoffets pressemeddelelse den 21. april stod der: ”Mor
og barn har det godt.” I dag ved dåben den 1. juli kan vi tilføje: Det er godt
at vide sig omsluttet af Guds kærlighed i liv og død. Det skåner os ikke fra
alt det, som er ondt og gør ondt, men det holder os i alt, hvad vi skal igennem,
fast på, at vi altid er set, kendt og elsket af Gud, ja genfødt til et levende
håb.
Os har og vor Herre kær;
ingen sjæl han glemmer;
(DS nr.747 v.6a)
Amen
Erik Norman Svendsen