Erhvervsskolerne skal have tilskud til at bygge boliger til deres elever, hvis skolerne ligger i tyndt befolkede områder. Det foreslår regeringen i et erhvervskoleudspil, der præsenteres på torsdag, skriver Jyllands-Posten.
Midt i stor spareplan: Hospitalsledelse fyret
Regeringen ønsker at gøre det mere attraktivt for unge at flytte til erhvervsskoler og at skabe mere mobilitet, der både skal gavne uddannelse og lokalsamfund.
- Vi ønsker at understøtte mobiliteten blandt de unge og understøtte uddannelsestilbuddene i de tyndt befolkede områder. Samtidig vil vi give erhvervskolerne i de tyndt befolkede områder mulighed for at tiltrække elever fra et større opland. Det kan være en vej til at fastholde stærke uddannelsesmiljøer af høj kvalitet i hele landet, siger undervisningsordfører Anni Matthiesen (V) til Jyllands-Posten.
Faldende elevtal har i mange år ramt erhvervsskolerne Det er et problem, fordi der snart vil være mangel på tusindvis af faglærte arbejdere. Selvom industrien allerede råber på mere arbejdskraft, søger de fleste unge ind på gymnasierne.
De nye skoleboliger skal give eleverne mulighed for at bo på skolen, hvilket ifølge en analyse fra Rambøll/Qvartz vil understøtte et godt skolemiljø. I forhold til tidligere har flere unge fået længere til erhvervsskolerne. Skoler, der er blevet for små, har samtidig haft svært ved at opretholde gode uddannelsestilbud.
Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervskoler og –Gymnasier, er positivt stemt overfor forslaget, men mener dog, at det ikke kun bør gælde i yderområderne.
- Hvis vi skal opretholde en kvalitet i uddannelserne, så kan det ikke nytte noget, at man bare smører uddannelserne tyndt ud over landet. Derfor skal man styrke mobiliteten, så de unge kan komme derhen, hvor uddannelserne er. Ellers bliver holdene for små, siger Lars Kunov til Jyllands-Posten.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterer på torsdag en række andre forslag til, hvordan man kan styrke elevtallet på erhvervsskolerne.