Erhvervsliv jubler: Sukkerafgift på vej ud
De handlende er glade for, at sukkerafgiften ser ud til at blive droppet, allerede inden den bliver indført.

Meget peger i retning af, at den omstridte sukkerafgift droppes, når Folketinget mødes efter sommerferien, og det vækker glæde blandt de handlende.

De Samvirkende Købmænd, DSK, kalder det "en meget klog beslutning", nu da De Radikale siger, at den udvidede sukkerafgift skal "begraves", endnu før den bliver til virkelighed.

- Hverken fødevareproducenter, detailhandel eller forbrugere har brug for nye administrative byrder og højere afgifter, der blot har til formål at gøre varerne dyrere i danske butikker, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen.

Udmeldingen fra De Radikale kommer i fredagens udgave af Politiken, hvor partiets skatteordfører, Nadeem Farooq, lægger op til, at der snarest vil blive fundet alternative måder at finde de 1,3 milliarder kroner, som afgiften skulle have givet.

Aftalen vækker også glæde hos administrerende direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov, der har kritiseret både den kommende sukkerafgift og fedtafgiften, som blev indført sidste år.

- Vi har haft "skæg" nok ved denne fedtafgift, som kom sidste år. At skulle rode sig ud endnu en type afgift, som er besværlig og byrdefuld, og som fremmer grænsehandlen - det ville næsten være for meget, siger Klarskov til Politiken.

De Samvirkende Købmænd mener, at regeringen og Enhedslisten - som står bag sukkerafgiften - fortjener ros for at cykle baglæns.

- Det er flot, at man lytter til gode råd og massiv dokumentation fremfor at holde fast i en rigtig dårlig idé, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen i en kommentar.

- Højere priser på daglige fornødenheder er ingen vindersag - undtagen naturligvis hos tyske og svenske butikker, der ville vinde på endnu en ensidig dansk afgift. Det ser ud til, at fornuften sejrer, og det er vi naturligvis meget glade for, siger han.

/ritzau/