Et ja til en forfatningsreform, der vil give Tyrkiets præsident mere magt, er det rette svar til Tyrkiets fjender.
Sådan tordner Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, i en tale i Ankara tirsdag. Han langer hårdt ud efter Holland og Tyskland. De to EU-lande benytter nazistiske og fascistiske metoder.
16. april skal tyrkerne stemme om en ændring af landets forfatning.
Siger tyrkerne ja, giver det Erdogan mulighed for at blive siddende som præsident frem til 2029. Også andre forhold vil blive ændret.
Afstemningen har ført en del diplomatiske spændinger mellem Tyrkiet og EU med sig. Det er sket, efter at tyrkiske ministre er draget på turné i Europa for at vinde støtte til et ja.
Holland og Tyskland har blokeret for møder mellem tyrkiske ministre og tyrkere i de to lande. Der bor store tyrkiske mindretal i mange EU-lande, og de kan stemme ved folkeafstemningen.
I talen tirsdag sagde Erdogan også, at Holland er skyldig i "statsterror".
Tyrkiet har besluttet at afbryde diplomatiske forbindelser på højeste niveau med Holland.
/ritzau/AFP