Saudi-Arabien må fortælle Tyrkiet, hvad der er blevet af liget af den myrdede journalist Jamal Khashoggi.
Det siger præsident Recep Tayyip Erdogan i en kritisk tale om Saudi-Arabiens rolle. Den saudiske journalist blev i starten af måneden myrdet på det saudiske konsulat i Istanbul.
Erdogan fortæller, at den saudiske chefanklager kommer til Tyrkiet søndag. Her skal han møde de tyrkiske anklagere. De sker som led i efterforskningen af drabet.
Torsdag oplyste den saudiske anklagemyndighed, at der var tale om et overlagt drab på Khashoggi. Det skete med henvisning til beviser fra tyrkisk politi.
Erdogan siger i en tale til medlemmer i sit parti AK, at Tyrkiet råder over flere beviser, end det hidtil har delt om drabet på den kritiske journalist.
Det saudiske kongedømme må afsløre identiteten på den "lokale samarbejdspartner," som saudierne tidligere har sagt var med til at skille sig af med Khashoggis lig, siger Erdogan.
Ifølge Tyrkiet blev der tidligt 2. oktober fløjet 15 agenter ind fra Saudi-Arabien til Istanbul. Der er sat navne på disse personer.
De skal have dræbt Khashoggi. Det skete, umiddelbart efter at Khashoggi mødte op på konsulatet for at få ordnet nogle papirer i forbindelse med et kommende ægteskab. Agenterne skal have parteret ham. Men ingen dele af liget er dukket op.
Analytikere siger, at drabet formentlig blev beordret af Saudi-Arabiens stærke mand, kronprins Mohammad bin Salman.
- Hvem gav denne ordre, spørger Erdogan i sin tale.
- Hvem gav ordren til, at 15 mennesker rejste til Tyrkiet, føjer han til.
Saudi-Arabiens skiftende erklæringer om, hvad der skete med Khashoggi, har svækket tilliden til det arabiske regime.
I første omgang var forklaringen, at Khashoggi døde under et tilfældigt slagsmål inde i konsulatet.
Khashoggi var klummeskriver i avisen Washington Post.
/ritzau/AP
/ritzau/AP