I januar indgik Tyrkiet et stort forsvarssamarbejde med Frankrig. Men det gør ikke de store Nato-partnere til venner i alle konflikter.
Frankrig har med flere meldinger i påskedagene provokeret Tyrkiets præsident, som er ærgerlig over Frankrigs indstilling til konflikten i Syrien - og Tyrkiets rolle i samme.
- Vi er meget kede af Frankrigs forkerte syn på denne sag, siger Recep Tayyip Erdogan under en tale i Ankara ifølge nyhedsbureauet AFP.
Dels har Frankrigs præsident tilbudt at mægle mellem Tyrkiet og Syriens Demokratiske Styrker (SDF), der omfatter kurdere.
Dels siger Frankrig, at ethvert tyrkisk angreb i det syriske distrikt Manbij vil være "helt uacceptabelt".
Ingen af delene passer den tyrkiske præsident.
Han siger ifølge nyhedsbureauet Reuters, at Tyrkiet er i gang med at forberede militære angreb i Ayn al-Arab (Kobani, red.), Rasalain og Tel Abyad.
Det er steder, der ligger øst for Manbij på den anden side af floden Eufrat.
Den franske præsident tog torsdag imod en delegation fra SDF, som er en vigtig allieret af USA i Syrien, i Élyséepalæet.
Efter mødet sagde præsident Emmanuel Macron, at han ønsker at fremme en dialog mellem Tyrkiet og kurderne.
Det blev afvist af Erdogans talsmand med en melding, at Tyrkiet afviser enhver bestræbelse på at fremme "dialog med terrororganisationer".
I januar indgik Tyrkiet et stort samarbejde om forsvar med Frankrig og Italien. De to EU-lande skal hjælpe Tyrkiet med et forsvarssystem.
/ritzau/