Der kommer pæredanske ord gennem den soulglade sanger Erann DD's læber på hans kommende album.
Det er første gang, at den tidligere frontfigur i Zapp Zapp synger på dansk. Og det sker på pladen 'Byen Kalder', som udkommer den 26. oktober. Det skriver gaffa.dk
Erann DD har som popsanger spredt glæde med numre som 'Still Believing', 'Didn't I Tell You That I Love You' og 'I Wanna Wake Up With You', men nu tager soulstemmen hul på en ny etape af sin sangkarriere, når singlen 'Gamle Flammer' bliver udgivet i næste uge.
I en pressemeddelelse fortæller Erann DD selv om oplevelsen med at synge på dansk:
"Det er simpelthen på tide, at jeg synger på dansk. Jeg er nået til et tidspunkt i mit liv, hvor jeg har brug for at være så personlig som muligt. Derfor synger jeg på dansk og ikke på hebræisk, engelsk eller portugisisk. Det har været en kæmpe fest for mig. Jeg har nærmest fået et nyt sprog forærende, samtidig med at jeg har brugt al min erfaring som sanger".
Denne gang produceres albummet af Jonas Krag, det svenske producerteam Magnus Funemyr & Emil Gotthard, og soulsangeren arbejder desuden sammen med tekstforfatteren Marcus Winther-John.