Mandag kom der både kroner og ører på kronprinsesse Mary, da branding-eksperten Simon Anholt vurderede prinsessen til at være 12 milliarder kroner værd for Danmarks brand.
»Mange uden for Europa kender i dag ikke forskel på de skandinaviske lande. Derfor kan en smuk prinsesse eller et nationalsymbol som Den Lille Havfrue gøre enorm forskel,« fortæller Simon Anholt.
Han er brand-ekspert og rådgiver regeringer i hele Europa omkring national imagepleje i forhold til udlandet.
I Danmark fremhæver han Lego, B&O, Viktor Borge og ikke mindst kronprinsesse Mary som stærke grundpiler, der giver det danske brand værdi.
Overfladisk
Simon Anholt har lavet et Nation Brand Index , som blandt andet danner grundlag for den danske regerings prestigeprojekt med at forbedre Danmarks image i udlandet.
Regeringsrådgiverens prisfastsættelse af de danske symboler møder dog kritik fra forsker og underviser på Copenhagen Business School, Henrik Merkelsen, der forsker i public relations. Han mener, at indekset er alt for overfladisk.
»Hånden på hjertet, så er det en smule naivt at tro, at man kan reducere den mangfoldighed, som er i et land som Danmark, til ét samlet brand«, mener Henrik Merkelsen. Regeringens Danmarks Initiativ skal skabe et klart og positivt billede af Danmark i udlandet oven på Muhammed-krisen. Planens mål er at gøre Danmark konkurrencedygtigt og placere os på top-10 på selv samme Simon Anholts indeks. I 2006 lå Danmark på en 14. plads.
Ifølge Simon Anholt vil det koste rundt regnet 772 milliarder kroner at købe brandet Danmark.