Skal Laudrup være ny dansk landstræner?
På rygteplan kædes den tidligere danske landsholdsspiller nu sammen med den danske landstrænerpost. Ifølge løse rygter kan Laudrup allerede i weekenden blive præsenteret som landstræner.
På posten vil han i så fald afløse Morten Olsen.
Rygtet om Michael Laudrups skifte til dansk fodbold kommer i kølvandet på hans opsigelse i Getafe fredag.
Længe har Laudrup været kædet sammen med ledige trænersæder i det spanske, men flere af de klubber, hvor Laudrup var i spil, har fundet andre trænere eller har blikket vendt mod andre kandidater.
Det lykkedes ikke fredag aften Nyhedsavisen at få en kommentar fra Laudrups agent Bayram Tutumlu.
Også Jyllands-Posten bringer her til aften en historie, hvor Laudrup kædes sammen med landstrænerposten. Avisen har konfronteret Tutumlu med historien. På et spørgsmål om hvorvidt Laudrup skal være dansk landstræner, svarer han:
- Det er vores hemmelighed. Jeg vil ikke kommentere på noget.