Danske forskere kan meget vel have knækket koden til, hvordan man fastholder et vægttab.
I et studie påviser forskere fra Københavns Universitet og Hvidovre Hospital, hvordan en forsøgsgruppe ved hjælp af fedmemedicin og motion har holdt fast i vægttabet, skriver blandt andre Ritzau.
Professor Signe Torekov peger på kernen i forskningen, og siger blandt andet, at det er typisk, at man glemmer at tænke på, hvordan man vedligeholder et vægttab.
- Vores urbiologi sparker os tilbage, lyder det fra professoren, som har stået i spidsen for studiet.
Hun forklarer, at hvis man begynder at tabe sig, så begynder ens sulthormon at stige meget voldsomt, og samtidig falder vores appetithæmmende hormoner.
- Kombinationen kan gøre det meget besværligt ikke at tage på igen.
Studiet er udgivet i det internationale tidsskrift The New England Journal of Medicine, og forskerne bag studiet adresserer appetitstigningen med en fedmemedicin, der har en kunstig form for appetithæmmende hormon.
Det er et medikament, som Signe Torekov forventer, at man skal fortsætte med at kombinere med et motionsforløb i resten af ens liv – hvis altså man vil holde fast i vægttabet.
- Næste skridt kan jo så være, at man undersøger, hvorvidt det er muligt, at man permanent normaliserer sin vægt på et lavere niveau og dernæst trapper løbende ud af medicinen, siger Signe Torekov ifølge Ritzau.
Placebo og fedmemedicin
I forsøget deltog 215 personer med svær overvægt.
De blev inddelt i fire forskellige grupper. To af grupperne fik placebomedicin - heraf skulle den ene gruppe motionere. De to andre grupper fik rigtig fedmemedicin - også her skulle den ene gruppe motionere.
Efter et år havde gruppen, der både motionerede og tog den rigtige fedmemedicin, dobbelt så stor reduktion i fedtprocenten som den anden motions-gruppe og den anden fedmemedicin-gruppe, skriver Politiken.
Denne gruppe havde samtidig, som den eneste gruppe, tabt sig yderligere - knap tre kilo i gennemsnit.
Over for Politiken kalder professor Bente Klarlund Pedersen, der ikke har været involveret i studiet, resultaterne for lovende, men påpeger, at fedmemedicin kun bør bruges af svært overvægtige.