Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I de første film på Sikkerhedsstyrelsens video-kanal kan campister blandt andet se, hvordan man sikrer en god ventilation i vognen og tilslutter gasapparater korrekt.
Sikkerhedsstyrelsens gasekspert Bjarne Holm opfordrer særligt campisterne til at holde øje med ventilationsåbninger og aftræk i campingvognen. De må aldrig være tildækket af for eksempel et fortelt eller stoppet med skidt og blade. Så risikerer man nemlig, at der ikke kommer luft nok til forbrændingen - eller at røggasserne ikke kan komme væk. Og det er her, at der kan opstå farlige kulilteudslip.
"Du er selv ansvarlig for, at gasinstallationerne i din campingvogn bliver vedligeholdt og brugt korrekt. Og hvis du oplever fejl eller mangler, skal du omgående søge hjælp hos en virksomhed med autorisation" siger Bjarne Holm, Ingeniør i gasprodukter hos Sikkerhedsstyrelsen.
Det er let at finde en virksomhed med autorisation i Sikkerhedsstyrelsens autorisationsregister. Det findes på sik.dk - og man kan både søge på virksomheder i en bestemt kommune eller konkrete navngivne virksomheder.
Bjarne Holm anbefaler samtidig, at man får foretaget en gastest i campingvognen mindst hver andet år. Det er nemlig din garanti for, at gasinstallationerne er kontrolleret korrekt og sikre at bruge.
Se alle campingfilm på Sikkerhedsstyrelsens Youtube-kanal 'Sikkerhedsstyrelsen SIK' og følg med på hjemmesiden www.sik.dk/forbruger, hvor der er flere gode råd til en gassikker camping. Filmene vil også løbende blive lagt ud på Sikkerhedsstyrelsens facebook-side.
---
FAKTABOKS
5 gode råd til gassikker camping
Brug altid gasinstallationerne korrekt og efter fabrikantens brugsanvisning
Husk aftræk til det fri fra køleskabe, vandvarmere, varmeovne m.v.
Undgå at lukke ventilationsåbninger og aftræk i vognen med f.eks. et telt eller blade
Få gastestet campingvognen af en virksomhed med autorisation mindst hver andet år
Afbryd gasinstallationerne omgående og kontakt en virksomhed med autorisation, hvis du oplever gaslugt eller tegn på udslip i vognen
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.